Velkommen!

Går du og drømmer om et fantastisk hus? Om en helt ny tilværelse på landet i naturskønne omgivelser?

 

– Så er du havnet det helt rigtige sted.

 

Vi har nemlig sat vores dejlige, lyse og højloftede landejendom på Langeland til salg – og på denne hjemmeside vil vi gerne præsentere ejendommen, omgivelserne, naturen og Langeland for dig.

 

I 15 år har vi nydt de daglige besøg af rådyr i haven, fornemmelsen af hav i luften og den blåsorte nattehimmel, fuld af stjerner. Det har alt sammen været magisk, men nu er tiden kommet hvor der skal ske noget nyt i vores liv. Derfor har vi sat ejendommen til salg og glæder os til at give al dejligheden videre til en ny familie, som er klar til det gode liv på landet.

 

Udover selve de fysiske rammer er der mulighed for at overtage vores virksomhed B&B Æblegaarden, der som det eneste B&B på Langeland er optaget i guidebogen ”Lonely Planet Scandinavia” og som indtægtsmæssigt årligt svarer ca. til en halvtidsstilling.

 

Der er desuden bygget en dejlig gårdbutik i den ene staldlænge, så hvis du drømmer om en lille butik er det også en mulighed (og eller kan rummet også bruges til så meget andet – f.eks. et dejlig attelier eller hobbyrum)

 

Gå på opdagelse i billederne og teksterne og få en fornemmelse af ejendommen og dens omgivelser.

 

Hvis du har spørgsmål så tøv endelig ikke med at kontakte os – eller vores ejendomsmægler, Benny Boesgaard fra EDC Langeland, som står for det formelle omkring salget.

 

De bedste hilsner
Sannie Teresa og Jacob Burén
Indehavere af ejendommen Fæbækvej 25 og værter på B&B Æblegaarden.

 

Lidt fakta:
Bolig 216 m2
Udlænger 600 m2
Grund 15.000 m2
Byggeår 1888
Gennemrenoveret 2007

Kontantpris 2.195.000

 

Til forsiden    Næste side

Huset

Det store køkkenalrum med snedkerkøkken er husets hjerte. Boligen rummer desuden fire lyse værelser og to stuer en suite, to badeværelser, et stort bryggers, spisekammer samt en stor og en lille entré. I fordelingsgangen ved de to værelser der i dag fungerer som B&B, er der desuden et lille tekøkken. Der er udgang til stor træterrasse fra stuen og de to værelser der ligger mod syd.

 

I galleriet finder du en plantegning, hvor du kan se husets rumfordeling.

 

Ønsker I flere værelser er der mulighed for opdeling af det store soveværelse mod syd til to mindre værelser – og der er desuden uudnyttet 1. sal, hvis I ønsker at udvide beboelsesarealet yderligere.

 

Noget af det mest kendetegnende for huset er at her er ualmindeligt højt til loftet og et fantastisk lysindfald, der yderligere forstærkes af de hvidmalede plankegulve.

 

I alt rummer ejendommen 216 m2 herskabelig bolig fra 1888, gennemgribende, men nænsomt renoveret i 2007, med enkle, tidløse løsninger og mange originale detaljer, bl.a. ådrede fløjdøre og en smuk, ny-istandsat koksovn fra L. Lange & Co. i Svendborg, der har hørt til i huset i siden det blev bygget.

 

Blandt andre ting som vores gæster kommenterer positivt er desuden fliserne på vores badeværelsesgulve og det blåmalede gulv i bryggerset.

 

Huset ligger tilbagetrukket fra vejen, med have til alle sider. Når man kigger ud af vinduet skal man ikke blive overrasket over at se et rådyr eller to i haven …

Til forsiden    Næste side

Ejendommens historie

De tidligste optegnelser om ejendommen vi har kendskab til går helt tilbage til starten af 1600-tallet, hvor den daværende gård beskrives som ”den lille forfalden Gaard udi Fæbæk”. Om der blev repareret eller bygget nyt i løbet af de næste par århundreder ved vi desværre ikke noget om, men i år 1800 blev der bygget en helt ny firelænget bindingsværksgård med stråtag – den ene længe står her endnu, dog uden stråtaget. Gården var dengang en fæstegård, som hørte under grevskabet Langeland, men i 1876 frikøbtes den af Anders Andersen og forblev siden i samme slægt i fire generationer.

 

I 1888 blev der bygget nyt stuehus efter en brand og i 1950’erne blev dele af udbygningerne moderniseret.

 

Da den sidste bonde på gården, Ingvar Bay Andersen, døde mæt af dage i 2005, solgte hans arvinger til en lokal landmand, som udstykkede jorden og siden solgte ejendommen til os med det nuværende jord areal på 15.000 m2.

 

Vi har flere gange været så heldige at få besøg af Ingvards søstre og andre slægtninge, som har delt deres erindringer og historier om ejendommen med os og vi har også på det lokalhistoriske arkiv fået god hjælp til at finde tilbage i ejendommens historie. For os har det været en stor gave på denne måde at tage del i et lille stykke levende kulturhistorie.

 

Da vi så ejendommen første gang i maj 2006 faldt vi ikke bare for de blomstrende æbletræer, men også for de høje lofter, rummeligheden og muligheden for at få lov til at sætte vores eget præg på huset.

 

I den ombygning vi straks efter overtagelsen gik i gang med var det vigtigt for os både at bevare husets originale charme, men også at føre det nænsomt up-to-date. Det synes vi selv er lykkedes rigtig godt!

 

Vi ville også gerne åbne huset mere op og gøre det lysere og det gjorde vi bl.a. ved at erstatte nogle af de gamle døre (der i ”køkkenenden” af huset blot var 180 cm høje) med nye glasdøre. For at matche de flotte fløjdøre i den ”fine ende” af huset fik vi lavet lige så høje karme med et glasparti foroven, så lyset kan vandre fra rum til rum. Vi fik desuden sat h.h.v. vinduer og terrassedøre i gavlene og da vi i 2014 udskiftede hoveddørene fik vi også heri sat vinduer foroven.

 

Men inden vi nåede så langt rev vi praktisk taget huset ned indefra og byggede det op igen. Der hvor vi kunne, genbrugte vi materialerne bl.a. de flotte gamle plankegulve, om end nogle af dem var i for dårlig stand og blev erstattet af nye trægulve. Vi ændrede lidt på grundplanen (bl.a. ved at flytte nogle døre), fik sat nye vinduer i hele huset, fik lavet ny varmeinstallation inkl. nye rør, og to helt nye badeværelser og et stort nyt køkken. Det hele fik en masse hvid maling og stod klar i sommeren 2008, hvor vi genåbnede vores bed and breakfast, Æblegaarden.

 

I foråret 2009 tog vi så fat udenfor og fik lavet p-plads bag stalden og have i den gamle gårdsplads, som hidtil havde været en ret kedelig og traktose-plaget flade med stabilgrus. I dag vokser der masser af stauder, roser (i det omfang de ikke bliver spist af rådyrene), lavendler, krydderurter, diverse grøntsager, æbler, vin, figner, jordbær, hindbær og solbær.

 

Beslutningen om at sætte det hele til salg har ikke været nem. Men vi har brug for noget andet i vores liv nu, og vil derfor gerne – med al vores kærlighed! – give det videre til de næste ejere i den historiske føljeton.

Til forsiden    Næste side

Udbygninger og muligheder

 

I 1950’erne nedrev den daværende ejer Ingvar Bay Andersen to af de gamle staldlænger fra 1800 og byggede en ny stald med bokse til både køer, grise, heste og får, så bygningerne i dag består af én tilbageværende længe fra den oprindelige firlængede gård (dog ikke længere med stråtag), hovedhuset fra 1888 og den ”nye” stald fra 1956. Der er desuden nogle garager af forskellig alder mod nord. På luftfotoerne i galleriet under ”Ejendommens historie” kan man ved selvsyn følge den udvikling som bygningerne gennemgik i løbet af 1950’erne.

 

I den ene ende af den store staldbygning er der indrettet et kombineret værksted og fyrrum, hvorfra man faktisk med lidt god vilje har havudsigt. Det er også her du finder træpillefyret, der sammen med et ganske effektivt solvarmeanlæg, sørger for både billig og effektiv varme og varmt vand. Dette anlæg er fra 2012, hvor vi afbrød det interessante men dyre bekendtskab med et jordvarmeanlæg …

 

I den gamle kostald, som vender ind mod gårdspladsen lavede vi i begyndelsen af 2021 en gårdbutik, der huser vores vintage og antik butik, byBurén. Tre af de oprindelige vinduer mod syd blev udskiftet med h.h.v to store vinduer (fra en patriciervilla i Hellerup) og en fin terrassedør med småsprossede vinduer og gammelt glas. Der blev bygget vægge dels af gamle fyldningsdøre dels af nyt træ, og niveauforskellen i betongulvet (den gamle møgrende) blev udjævnet med et delvist trægulv.

 

Hvis vi selv skulle blive boende, ville vores næste projekt nok være at lave et dejligt ”garageri” i den ene ende af garage bygningen mod nord, ved at sætte vinduer i både mod nord og syd, og udskifte nogle af de nuværende tagplader med gennemsigtige plastplader. Vi forestiller os at rummet på denne måde kunne bruges både til forspiring af planter om foråret, og som en slags lysthus, hvor man selv på en regnvejrsdag eller i ydersæsonerne kunne få glæde af at sidde og arbejde eller bare læse en god bog. I den anden ende af garage bygningen ville vi rive noget af bygningen ned, så der bliver bedre udsyn fra huset over markerne mod nord. Vi ville desuden i denne ende lave en overdækket terrasse med udekøkken …

 

Men garage bygningen kan også meget, meget nemt konverteres til en løsdriftsstald til nogle heste. Eller får. Eller …

 

Med andre ord: Der er ufatteligt mange måder man kan bruge såvel hele ejendommen som dele af udbygningerne på.

 

For at give jer nogle indtryk og idéer er her en række af de mest åbenlyse anvendelsesmuligheder:

 

Bed & Breakfast

Ejendommen er i dag rammen om et velfungerende og charmerende bed and breakfast med omkring 110 glade gæster årligt. Hvis I ønsker det er der mulighed for at drive virksomheden Æblegaarden videre – med de justeringer og det særpræg I selv har lyst til at skabe. B&B Æblegaarden er netop optaget i den nyeste udgave af “Lonely Planet Scandinavia” som det eneste B&B på Langeland. Du kan læse mere om vores bed and breakfast under menupunktet B&B Æblegaarden samt på vores hjemmeside www.aeblegaarden.dk

 

Familiebolig med selvforsyning

Er I en familie der kunne tænke sig at flytte på landet og blive selvforsynende med frugt, grøntsager, æg og kød er denne ejendom det helt rigtige sted. Udover alle de gamle frugt træer, er der allerede etableret højbede og en mindre urtehave i forhaven. Ønsker I grøntsagsproduktion i større stil er det bare om at tage fat i den bagerste del af haven eller et hjørne af marken. Der er desuden et velfungerende hønsehus, andehus, og en hækomkranset mark som er yderst velegnet til fårefold.

 

Gårdbutik

Skulle man ønske at tage fødevareproduktionen et skridt videre er der desuden gode muligheder for at etablere gårdbutik på stedet. Hvad enten I ønsker at sælge gårdens afgrøder eller noget helt andet er der som tidligere nævnt allerede lavet en gårdbutik med indgang fra gårdspladsen og et smukt lysindfald fra syd. Dette lokale rummer lige nu vores egen butik, byBurén, hvor vi sælger vintage og antik – men man ville også kunne få stor glæde af at bruge rummet til andre typer af forretning eller som attelier, hobbyrum, værksted, slyngelstue, eller …?

 

Hesteejendom

Og det er bestem også muligt at holde heste! Mod nord er der en mark på knap en tønde land, som vil egne sig rigtigt godt til hestefold med tilhørende løsdriftsstald i det tidligere maskinhus. Ønsker I bokse etc. til hestene kan dette relativt let etableres i den store kostald. Hestene kan også græsse på den hækomkransede mark mod syd, og ja – faktisk det meste af haven, hvor de om efteråret sikkert også vil elske at spise de nedfaldne æbler.

 

Sommerhus

Der er ingen bopælspligt på Langeland, så huset kan om man vil, bruges som sommerhus – eventuelt for flere familier samen. Der er også gode muligheder for at leje huset ud og på den måde få en indtægt. Ifølge udlejningsbureauerne kan man regne med mellem 15-25 uger om året.

 

Familiebolig med erhverv

Er du håndværker med behov for værksted og opbevaring? Drømmer du om at starte en webshop og har brug for lagerplads? Eller har du et andet pladskrævende erhverv? Her er masser af m2 til både dig og familien!

 

Andre muligheder

Er I en familie med teenagere kan de her nemt få deres helt egen afdeling. Og er I flere der ønsker at bo i kollektiv eller bofællesskab sammen kan huset nemt indrettes til dette. Der er også rige muligheder for udvidelse af bolig arealet på 1. sal eller i en af udlængerne. På første sal af den gamle kostald er der f.eks. 320 m2 høloft med betongulv, som lige nu bare bruges til lidt halm af ældre dato – men hvem ved, måske har DU den helt geniale idé til udnyttelse af al den plads? Måske en kæmpe gildesal til vikingeballer eller en rulleskøjtebane …?

 

Til forsiden    Næste side

Landliv

  • Det gode landliv du kan leve her handler om overflod af æbler og valnødder af egen avl.

 

  • Det handler om at have fingrene i jorden og dyrke din egen persille, salat, radiser – og roser til et veldækket bord.

 

  • Om høns der går frit i haven og lægger æg med solgule blommer.

 

  • Om at cykle en tur til stranden en sommerdag – og samle vilde planter på vejen hjem.

 

  • Om at have får, heste, hunde og katte – om man vil. Eller måske en gris?

 

  • Om at lave sin egen honning, æblemost og solbærsyltetøj.

 

  • Om at kigge ud af vinduet og se en musvåge i et træ eller en flok svaler der leger i vinden.

 

  • Om stilhed, så du kan finde ro helt ned i storetåen.

 

  • Om en indigoblå nattehimmel, mælkevejen og stjerneskud.

 

  • Om ture ud i landskabet med gummistøvler og vind i håret.

 

  • Det gode landliv er nærhed til naturen, at følge årets gang og føle at man selv er en del af det hele.

Til forsiden    Næste side

Langeland – kultur og nærmiljø

 

Langeland er – efter nogle lidt tunge år med triste historier i pressen, og et stagnerende boligmarked – i øjeblikket inde i en rivende udvikling. Ejendomsmæglerne sælger efter Corona nedlukningen ejendomme, som aldrig før, og mange spændende og initiativrige mennesker finder i denne tid vej til øen. Det er således et rigtig godt tidspunkt, hvis man vil være med til at skabe noget nyt, eller bare være en del af bevægelsen ud mod landet og den friske luft.

 

Nedenfor har vi samlet en række af initiativer samt andre oplysninger der kan være praktiske i forbindelse med jeres overvejelser omkring at flytte til Langeland. Der ligger links både i de fleste af overskrifterne og rundt omkring i teksten, så gå bare lidt på opdagelse med musen. Nederst på siden finder du en række udsagn fra folk der allerede bor her, om hvad de synes er det allerbedste ved øen.

 

Bio Langeland

Biografen der er fra 2002, drives af frivillige filmentusiaster. Der vises oftest to film om dagen, mange premierefilm, og derudover er der en del andre arrangementer, f.eks. Operabio fra Metropolitan Operaen i New York, og livetransmission af ballet fra det Kgl. Teater i København.

 

Ørstedspavillonen

Ørstedspavillonen er hele Langelands forsamlings- og kulturhus. Det fine gamle hus med udsigt over havnen i Rudkøbing, var ved at være meget faldefærdigt, da en flok frivillige i 2013 rejste penge nok gennem fonde og andre donationer, til en gennemgribende restaurering. Der afholdes en del kulturelle arrangementer i det nu super-ny-istandsatte hus og én gang om måneden er der fællesspisning. Der er udover en teatersal også to møde/festlokaler der kan lejes.

 

Medicinhaverne

Medicinhaverne ved Tranekær er ligeledes et projekt der drives af frivillige kræfter og finansieres af fondsmidler og andre donationer. Haverne, der er anlagt på et 5,2 ha stort område ved Tranekær Slot består af seks forskellige haver, hver med sit medicinske område. Hver have indeholder planter, der dels afspejler plantemedicinens historier med folketro og myter men også planternes betydning for moderne vestlig medicin.

 

Foreningsliv og aftenskoler

Lige som de fleste andre steder i Danmark, har Langeland også et hav af forskellige foreninger, aftenskoler og andre sammenslutninger. Udover diverse idrætsgrene kan man gå til alt fra foredrag, trædrejning og trompet … Desværre findes der ikke en god oversigt over alle tilbuddene, så du må søge konkret – eller spørg! Så kan det være vi har nogen i vores netværk der kan hjælpe.

 

Gallerier

Rundt omkring på hele øen findes der et utal af små selvstændige gallerier og kunsthåndværkere, hvor man kan finde fotokunst, malerier, smykker, tøj, tasker, keramik, glaskunst og meget andet. Det er en god fornøjelse at gå på opdagelse disse steder, falde i snak og måske blive stamkunde hos sin favorit keramiker.

 

Musik

Langelandsfestivalen er nok en af de ting flest mennesker forbinder med øen. Den afholdes hvert år i juli og kaldes også Danmarks største havefest. I sommerhalvåret kan man også opleve en række klassiske koncerter af høj kvalitet i Stoense Kirke. Langeland har desuden sin egen jazzklub.

 

Skovsgård

Skovsgård Gods ejes af Danmarks Naturfond og danner rammen om en række spændende aktiviteter for både børn og voksne, bl.a. udstillinger og museum. 

 

Indkøb

Hvis man forestiller sig at man skulle køre fem km i en storby, for at købe en liter mælk, ville det virke helt gak-gak! Men herude på landet er det faktisk en kort afstand. Den nærmeste – og i øvrigt ret velassorterede Spar Købmand – ligger i Snøde, kun få km nord for os. Der er åbent året rundt, alle ugens dage til kl. 18.00. I Tullebølle (14 km mod syd) er der en Dagli’ Brugs, og I Rudkøbing (ca. 20 km mod syd) finder du masser af dagligvarebutikker, bl.a. en stor og velassorteret Superbrugsen med mange økovarer, samt diverse tøj- sko- og livsstilsbutikker.

 

Kød og fisk

Hvis I ikke lige brænder for at blive selvforsynende med kød er der rigtigt gode muligheder for at købe kød af høj kvalitet direkte hos producenterne i nærområdet – typisk fra dyr der har gået på græs og har levet et liv “med krølle på halen”. Vi køber f.eks. okse- og svinekød hos Høkildegård i Vester Skerninge, og lam fra Strynø. 

 

Øboen

Det siges at Øboen, Langelands lokale ugeavis, har nogle af de mest aktive læsere og de flittigste læserbrevsskribenter i landet. Om det er sandt ved vi ikke, men sikkert er det, at Øboen summer af debat hver uge, året rundt. Du kan selv læse med online på avisens hjemmeside.

 

Skoler

Fra 0.-6. klasse kan børnene gå på Nordskolen i Snøde, ca. 5 km mod nord. Efter 6. klasse går alle børn på Ørstedsskolen, i Rudkøbing. Der er også mulighed for at gå i 0.-10. klasse på Kassebølle Friskole ved Simmerbølle, som har et virkelig godt ry. For yderligere information om børnepasning og undervisning henviser vi til Langeland Kommunes hjemmeside eller bosætningskonsulenten.

 

Bosætningskonsulent

Langeland Kommune har ligesom de øvrige kommuner i Region Syddanmark en såkaldt bosætningskonsulent, Bente Wittmann, som I kan kontakte med spørgsmål om at flytte til øen.

 

Fremtidsfabrikken

Fremtidsfabrikken ligger ganske vist rent fysisk i Svendborg, men er også et tilbud til borgere i Langeland Kommune, som er eller ønsker at blive iværksættere. Har du en god idé og drømmer du om at blive selvstændig, eller er du allerede selvstændig men vil gerne skabe netværk med ligesindede efter din flytning, er Fremtidsfabrikken et fantastisk sted!

 

Visit Langeland

På øens “egen” hjemmeside kan du finde mange flere oplysning om alt det der sker!

 

Lene, Rudkøbing

 

”Det jeg sætter mest pris på ved at bo her på Langeland er den nærhed der er med de andre mennesker der bor her, alle de forskellige fællesskaber som vi møder hinanden i – samtidig med at jeg altid kan finde en ensom strand når jeg har brug for det.”

Anne, Tranekær

 

“Det bedste ved at bo på Langeland er, at her er så smukt”

Cellina, Lunden

 

”At bo på Langeland giver jordforbindelse og ro i sjælen, her er det smukkeste lys og du møder folk med store hjerter. Denne lange ø er balsam for sjælen”.

Becca, Longelse

 

”Her er smukt, fredfyldt, højt til loftet, ingen stress og folk er venlige og imødekommende … Her er god energi”.

Marianne, Peløkke

 

”Her er smukt på Langeland og man er som menneske aldrig ligegyldig”.

Anne-Lise, Rudkøbing

 

”Det bedste ved at bo på Langeland er naturen, vandet rundt om …”

Agnete, Strandby

 

”Det bedste ved at bo på Langeland er frihed, fællesskab og fantastisk natur”

Lillian, Lohals

 

”Jeg nyder hver eneste dag her på Langeland, det er verdens dejligste sted at bo: Smuk natur, skønne mennesker, jeg flytter aldrig fra øen!”

 

Til forsiden    Næste side

Langeland – Naturen

Det siges at Adam Oehlenschläger fik sin inspiration til nationalsangen ved Stengade Stand – og der findes da heller ikke mange steder i Danmark der er yndigere end her på Langeland, hvor bøgen vitterligt spejler sig i bølgen blå.

 

Det er svært ikke at blive bare en lille smule nationalromantisk, når man bevæger sig igennem det bølgende, bakkede landskab, der trods et lige så intensivt landbrug her som andre steder, ser ud som om det tilhører en helt anden tidsalder. Hvis Poul Richard dukkede op i grøftekanten og gav sig til at synge ”Er du dus med himlens fugle …” ville man knap nok blive forundret.

 

Småbyerne hedder sjove ting som ”Tullebølle” og ”Simmerbølle” – men det er ikke farlige bøller der er tale om, ”bølle” er blot et gammelt ord for ”by”. Efter sigende skulle der være ”38 bøller og 38 møller” på øen. Vi har nu ikke talt efter om antallet passer, men der er i hvert fald mange af de fine gamle vindmøller, som er velbevarede – og så har Langeland også mange af de moderne strømproducerende møller: Faktisk så mange at de producerer mere end 160% af øens strømbehov.

 

De vilde heste helt nede ved Langelands sydlige spids – og senest også en lille flok i området omkring Tranekær – er udover at være en turistattraktion i sig selv, med til at sikre et rigt fugleliv på øen. Det samme gælder den genoprettede Botofte Skovmose øst for Tranekær.

 

Det hele opleves bedst til fods eller på cykel, og her er mange rigtigt gode stier og småveje til begge dele, ikke mindst Øhavsstien der går fra Lohals langs vandet på vestsiden til Tranekær, hvor den krydser øen og fortsætter til Spodsbjerg. Cykelrute 81 starter sådan set så snart du bevæger dig udenfor matriklen idet vi ligger på denne rute. Blandt vores egne favoritsteder til den daglige gåtur er Karskoven, som du kan se på flere billeder i galleriet her på siden.

 

Og er du til vandsport – svømning, vinterbadning, undervandsjagt, havkajak, sejlbåd, kitesurfing, eller gamle træskibe – ja, så er det sådan set bare om at gå i gang, der er vand til (næsten) alle sider.

 

Men faktisk behøver I slet ikke at flytte jer nogen steder for at få naturoplevelser: I haven har vi masser af dyreliv og mulighed for at følge årstidernes skiften fra krogen i den lune sofa, med en varm kop kaffe i hånden.

 

Til forsiden    Næste side

B&B og gårdbutik

B&B Æblegaarden startede som projekt i en lille lejlighed i Kbh. NV i år 2000, hvor vi sad og drømte om at flytte på landet og skabe en helt ny livsstil.

 

Ret hurtigt i processen vidste vi at vi ville lægge vægt på:

 

  • Fra jord til bord filosofien og økologi
  • Nærvær og åbenhed i mødet med vores gæster
  • Æstetik i indretning og markedsføring

 

Og selvom projektet undervejs har ændret form nogle gange – og bl.a. blev flyttet fra Vestsjælland, hvor vi startede, og her til Langeland – er det de samme kerneværdier der hele vejen har været gennemgående i den måde vi har drevet virksomheden på.

 

I modsætning til mange andre bed and breakfast steder har vi valgt at have gæsterne i vores eget hjem, hvor vi af og til bliver set med morgenhår – og altid spiser morgenmad med gæsterne. Hvis de ønsker det tilbyder vi også aftensmad, og det ender ofte med at være nogle superhyggelige aftner og gode snakke med mennesker som vi ellers ikke ville have mødt.

 

Det er klart at det kræver noget særligt at engagere sig så personligt i gæsterne – men omvendt giver det også en masse tilbage, og for os har det været et meget spændende eventyr, som vi bestemt ikke ville have været foruden.

 

Vi har undervejs også fået en masse erfaringer med turismeerhvervet og indsigt i hvad der virker for os, forretningsmæssigt, markedsføringsmæssigt og økonomisk, og al den viden vil vi i viddets muligt omfang gerne videregive til nye ejere af ejendommen, som måtte ønske at fortsætte med B&B her på stedet.

 

I 2019 startede vi en lille webshop med vintage porcelæn og antikviteter og da vi året efter havde brug for at forbedre vores pakke- og lagerfaciliteter besluttede vi at bygge en butik i den gamle kostald. Butikken har allerede det første år (og med minimal markedsføring) trukket en del kunder til. Hvis nye ejere skulle gå med drømmen om at starte en gårdbutik er der således allerede et lokale der kan bruges til dette, hvad enten drømmen er at sælge gårdens afgrøder, kunsthåndværk – eller noget helt andet.

 

Til forsiden